Berigtigelse er kort sagt fuldendelsen af bolighandlen og betyder, at køber får ejendomsret og bliver den retmæssige ejer af ejendommen mod at købesummen frigives til sælger.

Her kan du læse mere om, hvad en berigtigelse er, hvad en berigtigelse koster, og meget mere.

Hvad er en berigtigelse?

Berigtigelse i forbindelse med en bolighandel betyder, at man gennemfører handlen på baggrund af de aftalte vilkår, som køber og sælger er blevet enige om. Altså på de vilkår som står beskrevet i købsaftalen, og den efterfølgende korrespondance mellem sælgers ejendomsmægler og købers rådgiver (godkendelsesskrivelsen).

Dermed sikrer køber sig ejendomsretten over boligen mod at betale købesummen til sælger.

Overtagelse af ejendomsretten sker ved et anmærkningsfrit skøde, hvilket betyder, at sælgers gamle lån bliver aflyst og indfriet. Det sikrer, at køber ikke overtager sælgers lån, som er tinglyst i ejendommen.

Overdragelse af købesummen sker typisk gennem en deponering, som sikrer både køber og sælger i bolighandlen.

Hvad indeholder en berigtigelse?

En berigtigelse af en bolighandel omfatter frigivelse af købesummen til sælgers side, tinglysning af skøde, udarbejdelse af refusionsopgørelse samt eventuelle tinglysningsmæssige ekspeditioner vedrørende tinglyst sikkerhed til grundejerforening eller ejerforening.

Deponering

En deponering sikrer, at ejendomsmægler, rådgiver og sælger får sine penge.

Samtidig er køber sikret, da vedkommende har vished om, at købesummen først bliver frigivet, når der foreligger et anmærkningsfrit skøde. Frigivelse af hele købesummen til sælger kan dog tidligst ske på overtagelsesdagen.

Deponeringen foregår ved, at den kontante udbetaling overføres til sælgers repræsentant, ejendomsmægler eller bank. Køber stiller efterfølgende en bankgaranti for den resterende del af købesummen.

Når et skøde er blevet tinglyst uden anmærkninger, vil sælgers bank, som har stået for at opbevare købesummen, frigive denne til sælger, dog tidligst på overtagelsesdagen.

Såfremt der er tinglyst skøde med anmærkning om et afgiftspantebrev, er denne anmærkning ikke præjudicerende. Køber er derfor sikret, at pengene først bliver frigivet, når han eller hun har overtaget ejendommen.

Tinglysning

Et skøde skal tinglyses, før køber overtager sin ejendomsret over den pågældende bolig.

Tinglysning betyder, at ejerskiftet bliver registreret i tingbogen, som er et offentligt register. Alle parter har mulighed for at slå personoplysninger op i tingbogen, og når skødet er tinglyst, vil køber officielt være ejer af boligen.

Det er vigtigt, at skødet bliver tinglyst uden anmærkninger. Derfor er det en god idé at få en boligadvokat eller købermægler til at stå for udarbejdelse af skødet, så de rigtige oplysninger står beskrevet.

Det vil i visse tilfælde være købers rådgiver, der står for berigtigelse af skødet i forbindelse med en ejendomshandel. Det kommer dog lidt an på, hvor henne i landet man befinder sig.

Refusionsopgørelse

Udover betaling af købesummen og tinglysningafgift af ejendommen, består en berigtigelse også af en refusionsopgørelse, som er en opgørelse over købers og sælgers økonomiske mellemværende.

Når du som køber overtager en bolig på overtagelsesdagen, bliver de forskellige forbrugsmålere aflæst. Aflæsningerne indgår i refusionsopgørelsen og har til formål at dokumentere, hvad sælger har betalt forud, og hvad køber har betalt bagud.

Refusionsopgørelsen kaldes også for det sidste regnskab mellem køber og sælger. Det er typisk angivet i købsaftalen, hvem der har ansvaret for refusionsopgørelsen.

Hvad koster en berigtigelse?

Det er vanskeligt at give en konkret pris på, hvad berigtigelse af en ejendomshandel koster, da det afhænger af den enkelte advokat eller købermægler. Herudover har det indflydelse på prisen, hvilke ydelser der indgår i berigtigelsen – eksempelvis om der skal udarbejdes en refusionsopgørelse.

Hos Minkøbermægler.dk koster berigtigelse af en bolighandel fra 4.000 kroner og indeholder følgende:

  • Udarbejdelse og tinglysning
  • Kontakt til købers bank vedrørende sletning af lån
  • Tinglysning af anmærkningsfrit skøde
  • Udarbejdelse af refusionsopgørelse
  • Frigivelse af købesummen til sælger

Hvem skal berigtige en bolighandel?

Der er ingen regler for, hvem der skal stå for at berigtige en bolighandel. Det er dog efterhånden blevet mere og mere udbredt, at sælgers ejendomsmægler forestår berigtigelsen af en ejendomshandel, ud fra de vilkår der er aftalt i købsaftalen.

Der er med andre ord ikke en fast kutyme eller regel for, om det er køber eller sælgers rådgiver, der skal forestå berigtigelsen. Det vil afhænge af købsaftalens aftalevilkår. Dog kan sælgers ejendomsmægler stille krav om, at køber anvender en bestallingshavende advokat eller registreret ejendomsmægler.

Dermed minimeres risikoen for, at sælger ikke får sine penge til tiden. Det er dog typisk angivet i købsaftalen, at køber forpligter sig til at betale renter af købesummen, såfremt betalingen ikke sker rettidigt.

Hvem betaler berigtigelsen?

Det er som udgangspunkt købers advokat eller købermægler, som står for at udarbejde og tinglyse skødet, kontakte bankerne i forbindelse med sletning af lån, udarbejde refusionsopgørelsen og frigive købesummen til sælger.

Derfor er det som udgangspunkt også køber, der betaler for berigtigelse af en handel, medmindre andet er aftalt i købsaftalen.

Få hjælp af Minkøbermægler.dk til berigtigelsen

Har du brug for hjælp til berigtigelse?

Hos Minkøbermægler.dk er vi klar til at hjælpe dig sikkert igennem dit boligkøb med køberrådgivning. Du får din egen personlige købermægler, som hjælper dig med at udarbejde skødet, varetage dialogen med ejendomsmægleren og banken, udarbejde refusionsopgørelsen og frigive købesummen til sælger.

Uanset om du er førstegangskøber eller har erfaring med handel af bolig, er vi klar til at hjælpe dig. Når du allierer dig med os, er det ikke nødvendigt at involvere en boligadvokat i dit boligkøb, da vi klarer det hele for dig fra start til slut.

Kontakt os i dag for at høre mere om dine muligheder.

Hvis du finder at denne artikel er relevant for andre, som du kender, er du velkommen til at linke til artiklen. Du må også meget gerne følge Minkøbermægler.dk på Facebook, så modtager du løbende nyheder/artikler om boligmarkedet.

Udgivet af:

Minkøbermægler.dk

Anders Klingenberg